Cyklist Forbundet: Det er meget beklageligt

Bornholms Cyklist Forbund er utilfredse med, hvor mange penge der er afsat til trafiksikkerhed i Bornholms Regionkommunes budget for 2020.
Der var ellers udsigt til en forbedring af trafiksikkerheden, da kommunalbestyrelsen i maj vedtog en ny trafiksikkerhedsplan.

Planen indeholder forbedringer for 29 millioner kroner, som skulle bruges fra 2018 til 2025 på trafiksikkerhedsprojekter. Alligevel har politikerne kun afsat cirka en million kroner om året frem til 2023 i budgettet for 2020.

- Man har næsten gjort det til en tiendedel af det, der oprindeligt var afsat, og det er meget beklageligt. Det vil gå ud over trafiksikkerheden, og det vil komme til at ramme nogle børn og unge, siger Claes Ludvigsen, der er bestyrelsesmedlem i Bornholms Cyklist Forbund, og tilføjer:

- Vi synes, man skal tage det op igen. Hvis ikke i år, så til næste år.

Claes Ludvigsen forklarer, at konsekvenserne kan være store, såfremt man ikke prioriterer trafiksikkerheden.

- Meningen med projekterne og virkningen ud fra de erfaringer, vi har, er jo, at man forebygger nogle af de trafikskader, der ellers sker. I perioden fra 2011 til 2015 var der for eksempel 13 trafikdræbte på Bornholm, siger han.

Spørger man Claes Ludvigsen, så bør man netop gøre noget for at nedbringe det antal.

- Der er sandelig plads til forbedringer. Det bør jo komme, for man bør jo opmuntre folk til at cykle noget mere, siger han og tilføjer:

- På længere sigt er det jo både omkostningsfuldt og vigtigt, at folk kan føle sig trygge i trafikken. Det gør man jo ikke, hvis der er for mange trafikskader eller komplicerede eller uoverskuelige steder for cyklisten.

Formand for Natur- og miljøudvalget i Bornholms Regionskommune Leif Olsen er ikke enig i kritikken.

- Trafiksikkerhedsarbejdet laver vi jo ikke kun ud fra pengene, der er i den pulje. I vores almindelige vedligeholdelses- og anlægsbudget tænker vi også trafiksikkerhed med ind, hver gang vi laver et projekt, fortæller Leif Olsen, SF.